BEGRAVELSESHJÆLP

Begravelseshjælpens størrelse afhænger af afdødes alder, familieforhold, formue og evt. ægtefælles formue. Begravelseshjælpen udbetales som et engangsbeløb, du ikke skal betale skat af.

Hvis afdøde var 18 år eller mere

Hvis afdøde var 18 år eller mere, kan du højst få 11.650 kr. i begravelseshjælp.

Begravelseshjælpen afhænger af formuen: 

  • Hvis afdøde efterlader sig børn under 18 år eller en ægtefælle, nedsættes begravelseshjælpen, hvis afdødes eller ægtefællernes samlede formue på dagen for dødsfaldet overstiger 38.950 kr. Er afdødes eller ægtefællernes samlede formue over 50.600 kr., bortfalder begravelseshjælpen helt.

  • Hvis afdøde hverken efterlader sig børn under 18 år eller en ægtefælle, nedsættes begravelseshjælpen, hvis afdødes formue overstiger 19.550 kr. Er afdødes formue over 31.200 kr., bortfalder begravelseshjælpen helt.

I formuen indgår fx:

  • indestående i banken

  • pantebreve og kursværdi af obligationer og aktier

  • kontanter

  • ejendomsværdi

  • værdi af andele i andelsboligforeninger

  • anparter og investeringsbeviser

  • engangsudbetalinger som følge af dødsfaldet - engangsudbetalinger indgår i formuen, selvom beløbet bliver udbetalt efter dødsfaldet

  • dokumenteret gæld

Du skal være opmærksom på, at udgifter til bedemand, sammenkomst m.v. i forbindelse med begravelsen ikke indgår i opgørelsen af formuen.

Hvis afdøde var født før 1. april 1957

Hvis afdøde var født før 1. april 1957, kan du få mindst 1.050 kr. i begravelseshjælp, uanset formue. Dette beløb kaldes for minimumsbeløbet. Hvis du kun ønsker at søge om minimumsbeløbet, skal du ikke oplyse Udbetaling Danmark om evt. formue.

Hvis afdøde var under 18 år

Hvis afdøde var under 18 år, er begravelseshjælpen et fast beløb. Det gælder også børn, som er dødfødte. Beløbet er 9.750 kr.

Valby bedemandsforretning ansøger efter aftale om begravelseshjælp.

Ring endelig til os på 36 30 20 00 uanset tidspunkt, hvis du har brug for råd og vejledning eller blot har nogle spørgsmål.